Formålet med dette websted er at fortælle om Operation Overlord og begivenhederne på D-dag
samt om
de
muligheder, der er i dag for at besøge Normandiet og de historiske lokaliteter.
Samtidig er det mit ønske at medvirke til bevare mindet om de skelsættende
begivenheder dengang og de mænd, der deltog med livet som indsats.
Webstedet udgør langt fra en fuldstændig beretning om D-dag. Dertil er
emnet alt for omfangsrigt. Jeg har fokuseret på de landmilitære
operationer og holder mig primært til en kort beskrivelse af begivenhederne
indenfor det første døgn. De begivenheder, jeg har udvalgt, har jeg søgt at
beskrive så loyalt som muligt ud fra de
kilder, jeg har haft til min rådighed.Den gennemgang af
seværdigheder, jeg præsenterer tager udgangspunkt i det, jeg selv har
oplevet. Der findes naturligvis guidebøger til seværdigheder om D-dag i
Normandiet, som er langt mere omfangsrige og detaljeret end det, jeg her
præsenterer.
I mit arbejde med websitet har jeg ofte bemærket, at to kilder sjældent beskriver samme hændelse
ensartet, og ofte afviger klokkeslæt fra hinanden. Årsagerne hertil er
mange, men skyldes givetvis, at mange beskrivelser baserer sig på mundtlige
beretninger fra veteraner givet på forskellige steder og tidspunkter. Dette
skal ikke være en undskyldning for, at jeg har skrevet noget direkte
forkert, men skal blot angive, at det kan være svært at finde sandheden
(hvis en sådan da findes) om mange hændelser, da begivenhederne ofte er
oplevet af mange forskellige mennesker. Se fx en diskussion herom på sitet
talkaboutwars.com
Jeg har tillige gjort mit yderste for, at oplysninger om museer mv. er
korrekte. Mine kilder til oplysninger om fx museers åbningstider varierer også
her en
smule, så uoverensstemmelse mellem det skrevne på disse sider og de faktiske
realiteter må tilskrives dette forhold.
Har du kommentarer til webstedet, rettelser, nye oplysninger eller forslag
til nye emner er du
velkommen til at fremsende en e-mail.
Baggrunden for at skrive om D-dag er en årelang interesse (mere end 25 år)
for de skelsættende begivenheder i Normandiet. Ikke som en lidenskab,
men sådan i perioder. Jeg har selv været i Normandiet flere gange - sidst i
forbindelse med det store 60 års jubilæum.
Venlig hilsen
Michael Andersen
