Juno Beach: landgangen på D-dag

NB! Denne side er delvis opdateret

Kysten

Kyststrækningen langs både Gold, Juno og Sword Beach var kendetegnet ved små landsbyer og lange rækker af pensionater, hoteller og sommerboliger, hvor bedrestillede franske familier før krigen havde opholdt sig gennem sommermånederne. Sammen med nybyggede bunkers indgik mange feriehuse i det tyske kystforsvar - som altså lå tæt ved strandbredden.

Kyststrækningen var således voldsomt anderledes end kysten ved både Utah og Omaha Beach.

Det tyske forsvar

Forsvaret af kysten var også på denne strækning en opgave for enheder fra den tyske 716. Division, specielt 736. Regiment. Hertil kom støtte fra diverse artilleri- og antitankenheder. Længere inde i landet nær Caen var enheder fra 21. Panzerdivision stationeret.

Forsvarsanlæggene på dette frontafsnit var blandt de kraftigste, men de var tyndt besat og der manglede fuldstændig dybde i forsvaret. Tyskerne havde således udsigt til en desperat kamp, hvor angriberne måtte stoppes straks de blev landsat, ellers ville de løbe forsvaret over ende.

Planen

Den canadiske angrebsplan fulgte i store træk de britiske angrebsplaner for Sword og Gold. Som de første skulle de amfibiske Sherman kampvogne lande og yde støtte til de efterfølgende angrebskompagnier samt AVRE enhederne (incl. fortropper af ingeniørenheder, der skulle bortsprænge hindringer i vandkanten). Herefter fulgte opfølgeenheder samt commandoenheder.

Planen for landsætning på Juno så således ud:

C kompagniet, Canadian Scottish, havde en særlig opgave. De blev kl. H landsat på yderste højre flanke til højre for Royal Winnipeg Rifles, hvor de skulle angribe et fæstningsanlæg indeholdende bla. en 75 mm kanon, Chateau Vaux og derefter byen Vaux.

Opgaven for opfølgeenheden 9. brigade var at rykke frem til og indtage flyvepladsen ved Carpiquet.

Landgangen og de første kampe

Dårligt vejr gav fra start af canadierne problemer og forsinkede operationen. Det betød højere tidevand, som langsomt men sikkert begyndte at skjule de tyske hindringer. En del landgangsfartøjer grundstødte derfor eller blev ødelagt under indsejlingen og ingeniørtropperne fik store problemer med at bortsprænge hindringer og minefælder ud for kysten i fuldt omfang.

I timerne forud for landgangen blev det først besluttet ikke at søsætte de amfibiske Shermankampvogne (DD tanks), men at sejle dem helt ind til kysten. Lidt senere valgte man dog alligevel at søsætte dem. Som følge heraf blev kampvogne forsinkede og i flere tilfælde landede infanteriet før kampvogne. Endnu værre blev det, at både luft- og flådebombardementet var uhyggeligt upræcist. Infanteristerne i de første bølger blev derfor flere steder mødt af yderst kampklare tyskere i ubeskadigede forsvarsstillinger.

Endelig betød forsinkelsen, at de efterfølgende landgangsbølger hobede sig op på stranden. Trafikkaos hindrede den efterfølgende fremrykning næsten ligeså meget som det tyske forsvar.

Juno Beach blev den af de britiske landgangsområder, der bød invasionsstyrken på de største problemer. Tabstallene i de første angrebsbølger var stort set lige så høje som på Omaha Beach. Forskellen mellem Juno og Omaha var, at canadierne hurtigere brød gennem det tyske kystforsvar og ud på forholdsvist åbent terræn.

7. Brigade: MIKE Green og MIKE Red

Da C kompagniet, Canadian Scottish, landede fandt de hurtigt ud af deres første angrebsmål, 75 mm kanonen, var ødelagt af det forudgående bombardement, hvorefter de hurtigt fortsatte mod Vaux og videre derfra. Resten af bataljonen, 7. brigades reserve, gik i land omkring kl. 09.00. I løbet af formiddagen måtte bataljonen kortvarrigt give støtte til The Winnipegs, men da dagen ebbede ud var bataljonen nåede frem til Pierrepont.

The Winnipegs landede på MIKE Green uden støtte fra De amfibiske Sherman kampvogne AVRE enhederne og specielt B kompagniet blev ilde tilredt. Men da kampvognene ankom nedkæmpede de en efter en de tyske bunkers. Mens kampene stod på omkring stranden blev reservekompagnierne A og C landsat. De passerede D kompagniet, der kæmpede nær Graye-sur-Mer og forsatte ind i landet. Undervejs opstod der problemer nær St. Croix-sur-Mer, hvorfor assistance fra The Canadian Scottish var påkrævet. Om eftermiddagen kunne The Winnipegs gå i stilling i og omkring byen Creully vest for Pierrepont.

Landgangen var i øvrigt præget af problemer med at få ryddet stranden for hindringer og få ryddet indfaldsveje for de større køretøjer. På MIKE Red skred en AVRE kampvogn fra 26th Assault Squadron i en fordybning, hvorefter en Interimistisk bro blev bygget henover kampvognen (se Bill Dunn link til højre). Denne episode forsinkede fremrykningen, hvorfor mandskab og materiel begyndte at hobe sig op på stranden. Da 12. Artilleriregiments selvkørende haubitsere landede kl. 09.00 gik batterierne derfor i stilling på stranden og begyndte at give tropperne ildstøtte derfra.

Centauer kampvognene havde ikke meget at gøre, bortset fra ihvertfald en episode, hvor en tysk stilling, der bremsede The Winnipegs, blev bragt til tavshed.

7. Brigade: NAN Green

DD kampvogne kom her ind først og kunne give Regina Rifles uvurderlig støtte. A kompagniet kom i voldsom krydsild fra en tysk 75 mm og tysk 88 mm kanon, men direkte skydning fra Sherman kampvogne ødelagde de tyske stillinger. A og B kompagniet nedkæmpede efterfølgende modstanden i Courseulles og begyndte at bevæge sig ind i landet. Men en gruppe tyskere havde sneget sig tilbage gennem netværket af tunneler og skyttegrave, så A kompagniet måtte tilbage igen.

C kompagniet kom relativt nemt i land, mens D kompagniet led betydelige tab, da flere landgangsfartøjer blev ødelagt af hindringer i vandet. Kun 49 mand nåede i land.

AVRE enhederne fik her hurtigt ryddet indfaldsveje, så blandt andet det efterfølgende artilleri, 13. artilleriregiment, kunne komme i land og gå i stilling syd for Courseulles.

Kl. 17.00 var Regina Rifles nået til Reviers og kl. 20.00 var Fontaine-Henry og Le Fresne-Camilly på canadiske hænder.

8. Brigade: NAN White

Mangler desværre opdatering.

Reaktion fra den tyske 21. Panzerdivision

21. Panzerdivision, hvis mandskab havde udmærket sig i kampene i Afrika, var stationeret i området nord for Caen og kunne have givet både canadierne på Juno Beach og englænderne på Sword Beach store problemer. Men en indviklet tysk kommandovej forhindrede chefen for divisionen i at indsætte sine soldater i tide. Først over middag fik han den endelige ordre - og da var det i princippet for sent. Det lykkedes enkelte enheder at nå kysten ved Luc-sur-Mer, men de måtte trække sig tilbage igen om aftenen den 6. juni.

Ved midnatstid var mere end 21.000 soldater landsat. Tabstallet nåede op på mere end 1.200 døde og sårede. Der var opnået forbindelse med 50. Bristiske Division på Gold Beach, men ikke med 3. Britiske Division på Sword Beach.